Trafikale korridorer

Stk. 1: Der skal i planlægningen disponeres på en måde, så der er mulighed for udvidelse af den statsligt ejede trafikhavn ved Ebeltoft Færgehavn.

Stk. 2: Der skal i planlægningen disponeres på en måde, så der er mulighed for udvidelse og forbedring af de nationale og regionale korridorer.

Stk. 3: Udviklingen af korridorerne skal også have fokus på at forbedre den kollektive transports attraktivitet som pendlertransport.


Redegørelse

De nationale korridorer - statsvejene nr. 15, 16 og 21 - er en vigtig del at Danmarks nationale infrastruktur. På Djursland har de nationale korridorerer  afgørende betydning for den individuelle og kollektive transport samt erhvervs- og godstransport.

Statsveje:
Trafikken i de nationale korridorer er vokset meget de sidste 10 år. Med den nuværende vækst i trafikken vil trængselsudfordringerne i de nationale korridorer stige. Udfordringerne giver allerede i dag anledning til rejsetidsforlængelser omkring Aarhus, og det forventes, at dette fænomen vil brede sig til de dele af motortrafikvejen der en 2sporet indenfor en kort årrække.  

Den langsigtede vision er motorvej til Grenaa, og 2+1 motortrafikvej på øvrige statsveje.

Kommunale veje:
På det kommunale vejnet, skal de vigtigste korridorer opgraderes. I den kommende planperiode vil vi fortsat have fokus på:

  • Rute 523, som også kaldes Nord-sydvejen. 1. etape af Nord-sydvejen indvies i foråret 2020. Den øvrige strækning fra Kærende til Korslund skal ligeledes opgrades, med udvidelser og delvis ny-anlæg.
  • Rute 563 fra Auning (i Norddjurs) – Hornslet – Motorvejen.
  • På rute 563 er det aftalt med Aarhus Kommune at ombygge krydset Kirkholtvej/Løgtenvej i 2020, således at der kommer et signalreguleret kryds i stedet for et vigepligtreguleret kryds. I denne planperiode skal der lave en samlet plan for en etapevis opgradering af rute 563. Der vil ikke være tale om nye vejstrækninger, men om en samlet plan for sti, pletvise forbedringer, udretninger, mv.

Mulige omfartsveje:
Der er udlagt arealreservationer for mulige fremtidige omfartsveje som ses på kortet oven for. 

  • Omfartsvej øst om Ebeltoft (statsvej)
  • Omfartsvej øst om Feldballe (statsvej).
  • Omfartsvej nord om Tirstrup (statsvej).
  • Trafikvej nord om Rønde (kommunal vej).

Kollektiv transport:
Den kollektive transports konkurrencedygtighed skal styrkes i korridorerne ved at skabe bedre faciliteter.

Her vil Byrådet fokusere på hurtige og direkte busruter til trafikknudepunkterne i Ryomgård, Hornslet, Rønde og Ebeltoft (Samt Auning og Grenaa i Norddjurs), gode ventefaciliteter med cykelparkering og superstoppesteder på udvalgte placeringer.

Sektorplaner

Syddjurs Kommunes Trafikplan 2013 giver en uddybende beskrivelse af det nuværende vejnet, samt målsætningerne for fremtidens vejnet i Syddjurs Kommune. Der findes ligeledes en beskrivelse af mulige omfartsveje.

Trafikplanen opdateres i denne planperiode.

Øvrig lovgivning

Vejdirektoratet er vejmyndighed for statsvejene og kommunen for de øvrige veje i kommunen.