At være mobil er en del af det moderne liv.
Som borgere tænker vi i mobilitet, når vi vælger arbejde, boliger og oplevelser. Vi pendler gerne efter det rigtige job. Boligen vælges dér, hvor den bedst kan realisere drømmene om et godt liv. Og vi flytter os gerne hen til den kulturinstitution, den fritidsbeskæftigelse eller det naturområde, som er spændende i dag – måske er det noget andet i morgen.
Samtidig skal vi som samfund indrette os efter de krav, som klima og miljø stiller til måden, vi alle transporterer os på. Det skal ikke blot være nemt bevæge sig. Det skal ske på en måde, hvor vi passer på miljøet og imødegår klimaudfordringerne.
Mobilitet er derfor ikke blot at bygge en ny vej, en ny letbane eller indsætte en ny busrute. Mobilitet er at gøre det muligt og attraktivt at bevæge sig på en smart og fleksibel måde. Mobilitet er at tænke på tværs af transportformer, byplanlægning og hverdagens gøremål.
Derfor har Syddjurs, og Norddjurs kommuner, Midttrafik og Region Midtjylland i samarbejde udarbejdet Djurs Mobilitetsstrategi, som er indarbejdet i denne kommuneplan.