Skovrejsning

Skovrejsningsområder

Stk. 1: Skovrejsningsområder skal normalt udpeges hvor grundvandsressourcen skal beskyttes, hvor bynære friluftsinteresser kan styrkes, eller hvor skov kan fremme den biologiske mangfoldighed og natursammenhængen i landskabet.

Områder, hvor skovtilplantning er uønsket

Stk. 2: Værdifulde landskaber, større naturområder og kulturhistoriske interesseområder samt generelt bælter langs fremtidige infrastrukturanlæg, herunder fremtidige vejanlæg, udpeges normalt som områder, hvor skovtilplantning er uønsket.


Redegørelse

Etablering af ny skov er et effektivt virkemiddel til at beskytte grundvandet mod nedsivende forurening fra nitrat og pesticider. Samtidig vil nye skove binde CO2 og således medvirke til at styrke kommunens ambitioner på klimaområdet.

Etablering af mere skov i Syddjurs vil desuden være med til at øge biodiversiteten og fremme skovenes økosystemer. Der er rekreative værdier forbundet med etablering af skove både i forhold til hverdagsudflugter men også i forhold til oplevelsen af at færdes i kommunen i en landskabelig afveksling mellem lokalsamfund, åbne marker, ådale og skove.

Udpegning af arealer til ønsket skovrejsning er baseret på nyeste geologiske viden og Miljøstyrelsens udpegning af  nitratfølsomme indsatsområder, hvor kommunen er forpligtet til at beskytte grund­vandet. Som udgangspunkt er den statslige grundvandsudpegning derfor sammenfaldende med de kommunale skovrejsningsområder.

Udpegningen er foretaget, hvor det ikke er i konflikt med landskabelige interesser. Derfor er arealerne i kommuneplan 2020 ændret markant i forhold til kommuneplan 2016.

Skovrejsning uønsket
Arealer til skovrejsning uønsket er udpeget for at beskytte de særlige landskabelige  interesser og værdifuld natur mod at blive tilplantet med skov. Det gælder for eksempel også geologiske interesser, kulturmiljøer, og fortidsminder.

Nationale interesser

Det er en national interesse, at øge det samlede skovareal i Danmark, for på sigt at få skovarealerne til at dække 20 - 25% af Danmarks areal i løbet af 80 - 100 år fra 2002 og frem.

Udlagte arealer til skovrejsning ikke er sammenfaldende med planlagte trafikkorridorer og lignende anlæg, der vil medføre en erstatningspligt.

Sektorplanlægning

Skovrejsningstemaet er sammen med lavbundsarealer og potentielle lavbundsarealer et vigtigt led i indsatsplanlægningen for Syddjurs kommune. De handlemuligheder, der er forbundet med skovrejsning eller omlægning fil lavbund og øvrige indsatser er beskrevet i indsatsplanlægningen og vandvisionen for Syddjurs Kommune. Arealudlæggene i kommuneplanen muliggør indsatsplanlægningen.

Øvrig lovgivning ​

Inden for områder, hvor skovtilplantning er uønsket, er der flere steder arealer udpeget til fredskov efter skovloven. Her er der stadig pligt til at vedligeholde skoven og til at plante ny skov i forlængelse af skovhugst.

Miljøstyrelsen forvalter skovloven og er myndighed for spørgsmål vedrørende fredskov. Vejdirektora­tet forvalter vejloven og er myndighed på anvendelse af arealer inden for vejbyggelinjerne, herunder arealreservationer til skovrejsning og skovrejsning uønsket.