Kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen

Stk. 1: Kystnærhedszonen skal som udgangspunkt friholdes for yderligere bebyggelse. Der må ikke udføres byggeri eller anlægsarbejde, som kan forringe kystens naturmæssige, landskabelige eller rekreative værdi.

Stk. 2: Der kan i princippet kun inddrages nye arealer til byzone og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der foreligger en særlig planlægningsmæssig og/eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.

Stk. 3: Planlægningen skal sikre offentlighedens adgang til kysten.

Stk. 4: Der kan kun i særlige tilfælde planlægges for bebyggelse og anlæg på land, som forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet eller særlig kystbeskyttelse. Undtaget er trafikhavneanlæg og anden overordnet infrastrukturanlæg.

Stk. 5: Der er udlagt et udviklingsområde ved Ebeltoft Færgehavn, med det formål at give udvidede anvendelsesmuligheder i området. 


Redegørelse

Netop kystlinjen har en stor betydning for beboere og besøgende i Syddjurs Kommune. De samlede overvejelser om planlægningen inden for kystnærhedszonen skal være med til at understøtte en superkystlinje, hvor havet, kysten og bymiljøerne bliver knyttet sammen. 

Formålet med kystnærhedszonen er at beskytte den særlige natur og de landskabelige og rekreative interesser, der knytter sig til kysterne ved generelt at begrænse byggeriet i kystzonen.

Kystnærhedszonen skal som udgangspunkt friholdes for yderligere bebyggelse, men de funktioner, der er afhængige af kystnærhed, skal dog stadig kunne indpasses.

Det betyder, at der ikke kan udlægges nye sommerhusområder inden for zonen, at inddragelse af nye arealer til byzone sker under særlig iagttagelse af den visuelle påvirkning af kystlandskabet samt at udlæg af ferie og fritidsanlæg skal foretages på baggrund af kommunens samlede turistpolitiske overvejelser. 

Strandbeskyttelseslinje
Strandbeskyttelseslinjen er en 300 m bred beskyttelseszone fra strandkanten og ind i landet. Denne er fastlagt igennem naturbeskyttelsesloven. Formålet med beskyttelseszonen er at sikre en generel friholdelse af kystområderne imod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse. Det har ingen betydning om området er i byzone, landzone eller sommerhusområde.

Beskyttelseszonens omfang i Århus Amt blev fastlagt i 2002 af Strandbeskyttelseskommissionen og miljøministeren efter høring hos lodsejere, kommuner og amt. Beskyttelseszonen er noteret i matriklen på de ejendomme, som er helt eller delvist omfattet af bestemmelsen. 

Udviklingsområde 
Kan udpeges inden for Kystnærhedszonen, hvor der ikke er landskabs-, natur- og miljøinteresser. Udpegningen af udviklingsområder i kystnærhedszonen er en mulighed for kommunalbestyrelserne til at fremme vækst og udvikling i de kystnære områder samtidig med at rammen for at sikre udvikling af sammenhængende naturområder styrkes. Udviklingsområder er områder hvor der ikke kræves en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering. 

Nationale interesser i kommuneplanlægningen

Det er en national interesse, at de åbne danske kyster be­vares. I kystnærhedszonen skal offentlighedens adgang til kysten sikres og udbygges. Ferie- og fritidsanlæg skal lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske over­vejelser og kun i forbindelse med eksisterende by-samfund eller større ferie- og fritidsbebyggelser.

Øvrig lovgivning

Naturbeskyttelsesloven regulerer anvendelsen af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen. Det er Kystdirektoratet, der er ressortmyndighed på området.

Omplacering af sommerhuse i kystnærhedszonen kan tilvejebringes ved et landsplandirektiv. Desuden kan regulering i landzone for kystnærhedszonen ophæves ved udpegningen af et udviklingsområde gennem et landsplandirektiv. Syddjurs kommune har et udviklingsområde ved Ebeltoft færgehavn.  

Planloven regulerer anvendelsen inden for kystnærhedszonen.  Erhvervsstyrelsen er myndighed over arealanvendelsen i Kystnærhedszonen.