Stk. 1: Ved etablering af Fælles biogasanlæg skal der sikres merværdi i forhold til landskabelig bearbejdning og indplacering af anlægget gennem tiltag, der kan medvirke at anlægget bidrager til det lokale visuelle og naturmæssige miljø.
Stk. 2: Ved placering af fælles biogasanlæg skal der tages hensyn til natur- og landskabsfredninger, beskyttet natur og landskab, kulturmiljøer og fredede fortidsminder, vej- og tilkørselsforhold samt nabohensyn.
Stk. 3: Fælles biogasanlæg skal placeres, hvor det miljømæssigt, landskabeligt og infrastrukturmæssigt giver mest værdi for energiproduktionen.
Stk. 4: Placeringen af et fælles biogasanlæg foretages gennem regional strategisk planlægning i forhold til bioaffald- og gylleoplande samt flere, på nuværende tidspunkt ukendte, øvrige faktorer, herunder energiforlig, klimalovgivning og øvrig national lovgivning.
Stk. 5: En samlet planlægning og arealudpegning af areal til fælles biogasanlæg skal ske på baggrund af en konkret henvendelse med opfølgning af en forudgående bred dialog mellem interessenter og potentielle naboer og følges op med kommuneplantillæg, VVM og efterfølgende lokalplanlægning.
Redegørelse
Syddjurs kommune kan bidrage til at muliggøre den grønne omstilling samt reduktion af CO2 udledning ved at planlægge for etableringen af, eller reservere arealer til bæredygtig energiformer, herunder produktion af biomasseenergi.
Et biogasanlæg er synligt og medfører øget transport på de omkringliggende veje. Derfor er det målet at et konkret projekt med opstilling af et fælles biogasanlæg skal være med til at skabe naturmæssig eller visuel merværdi, for på den måde at sikre så gavnligt et naboskab som muligt.
Før et biogasanlæg kan etableres, skal der udarbejdes et varmeprojekt, en lokalplan, et kommuneplantillæg, en miljøvurdering, en miljøgodkendelse og en VVM-rapport. I forbindelse med et evt. konkret anlægsprojekt vil der komme offentlige høringer, hvor alle med interesse i sagen vil få lejlighed til at høre om projektet og bidrage med indlæg til den offentlige debat omkring udformningen af anlægget.
I Syddjurs Kommune findes der et enkelt mindre biogasanlæg i tilknytning til et landbrug. Dette biogasanlæg ligger godt 2 km nordvest for Nimtofte.
Nationale interesser i kommuneplanlægningen
Det er en national interesse, at fælles biogasanlæg som udgangspunkt placeres i erhvervsområder til klasse 7-industrivirksomheder. Syddjurs kommune udlægger dog ikke samlede industriområder til klasse 7-virksomheder. Det er også en national interesse at biogasanlæg fortrinsvist udlægges som positivudpegninger. Positivudpegningen skal signalere hvor kommunerne, ud fra en samlet vurdering, finder placeringer mest hensigtsmæssige og ønsker at fremme udviklingen af biogas. Syddjurs kommune har med vedtagelse kommuneplan 2020 valgt at fjerne et tidligere udpeget areal til fælles biogasanlæg på baggrund af en høring af de berørte parter, herunder Erhvervsministeren.
Sektorplaner
Syddjurs kommune har en gældende klimatilpasningsplan fra 2014, som bliver revideret i år 2020. Revisionen kan danne basis for en fornyet planlægning for biobaseret-energi i Syddjurs kommune. En eventuel implementering heraf ventes gennemført med næstkommende kommuneplanrevision.
Øvrig lovgivning
Etablering af fælles biogasanlæg kan være afhængig af energiforlig og en kommende klimalov, som giver lodsejere, energiproducenter og kommuner forskellige muligheder for at agere. Med kommuneplan 2020 er det ikke muligt at implementere en kommende klimalovgivning, hvorfor det ventes at kommende kommuneplanrevision eller tillæg vil implementere national lovgivning såfremt det giver anledning hertil.
Lov om fremme af vedvarende energi opstiller en række vilkår for etablering af- og støttemuligheder til etablering af biogasanlæg, som varetages af miljø- og energistyrelsen.
BAGGRUNDSVIDEN:
Jordbrugsanalyse for Syddjurs Kommune 2019
LÆS MERE I HOVEDPRINCIPPERNE:
Hovedprincipper for Erhvervsudvikling og beskæftigelse
Hovedprincipper for Natur, landskaber og levende fortællinger