Antennemaster

Stk. 1: Antallet af antennemaster til radio-, telefon- og fjernsynstransmission mv. og deres påvirkning af landskabet skal begrænses mest muligt, ved følgende:

  • At nye master skal stilles til rådighed for andre selskaber end ejeren.
  • At master skal tages ned igen senest et år efter endt brug til det formål, der er givet tilladelse til.
  • At nye antennemaster bør, så vidt det er muligt, placeres i bymæssig bebyggelse.
  • At nye antenner så vidt det er muligt bør anbringes på eksisterende master eller på andre høje bygningselementer, f.eks. skorstene, siloer, fabriksbygninger og  højspændingsledninger.
  • At nye master i det åbne land så vidt det er muligt bør placeres i tilknytning til andre høje bygningselementer.
  • At nye master må ikke placeres indenfor Nationalpark Mols Bjerge, Zone 1 og 2.

Stk. 2: Nye master skal så vidt muligt opføres i neutrale ikke-reflekterende farver, hvor antenner monteres tæt inde ved masten.

Redegørelse

Antennemaster dækker både over radio-, telefon- og fjernsynsantenner. Der kan være behov for at opstille nye antennemaster bl.a. set i lyset af udbredelsen af 5. generations mobiltelefonsystem (5G), men der er ikke i denne kommuneplan taget stilling til placering af nye antennemaster i Syddjurs Kommune.

Retningslinjen vedrører ikke mindre panelantenner, som kan opsættes uden landzonetilladelse på eksisterende anlæg.

Antennemaster opstillet i Syddjurs Kommune kan findes på mastedatabasen.

Øvrig lovgivning

Masteloven "lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål mv." har til formål at begrænse det samlede antal master og deres påvirkning af omgivelserne mest muligt. Det skal ske gennem rammer for fælles udnyttelse af master og opsætning af antennesystemer på bygninger og andre høje konstruktioner. Masteloven administreres af kommunerne. Hvis der ikke er andre muligheder end opførelse af en ny mast, skal mastetypen vælges, således at den ikke bliver unødvendigt iøjefaldende. Opstilling af antennemaster kan være i modstrid med forsvarets interesser, hvad angår flyvestationer, skydeområder, radiokædeforbindelser og radarstationer mv. Syddjurs Kommune vil derfor inddrage Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ved planlægning af nye master indenfor en radius af 12 km fra et af forsvarets anlæg.

Højdebegrænsninger omkring lufthavne og flyvepladser skal respekteres, og omkring Aarhus Lufthavn må der ikke opstilles antennemaster i en afstand på 5 km. Antennemaster på 100 m og højere skal anmeldes til Statens Luftfartsvæsen. Inden masterne må opstilles, skal der være udstedt en attest om, at den hindring masten udgør, skønnes ikke at udgøre en fare for lufttrafikken.