Thorsager ligger centralt i kommunen og fungerer primært som bosætningsby. Byen tilbyder flere offentlige og private servicefunktioner som bl.a. dagligvarebutik, skole, hal, børneinstitutioner, forsamlingshus og et udvalg af velfungerende foreninger. Byen er omgivet af store skove med gode muligheder for rekreative udfoldelser.
Mange af indbyggerne i Thorsager orienterer sig mod Rønde, hvor uddannelsesinstitutioner, indkøbsmuligheder, fritidsaktivitet m.m. benyttes. I 2017 åbnede den nye dagligbrugs, og dermed er Thorsager sikret en god og tilstrækkelig dagligvareforsyning.
I forbindelse med letbanens åbning i 2019 blev der også bygget en ny station, og Thorsager er således atter koblet op på Aarhus, med letbanen.
Thorsager i fremtiden
I den seneste 12-årige planperiode er der sket en lille fremgang i antallet af indbyggere, og denne udvikling forventes som minimum at fortsætte. Byrådet vil dog følge udviklingen i byen, og udnytte de nye muligheder letbanebetjeningen giver.
For at styrke byens opkobling til stationen, har Byrådet endvidere igangsat et arbejde med forbedre Stationsvej, herunder etablering af cykelsti. Ligeledes skal opgraderingen af Ryomvej gennem Thorsager, som er den næste etape af Nord-Sydvejens opgradering, igangsættes i den kommende planperiode.
Omfanget af kommuneplanrammer til boliger er stort set er tilstrækkelige, men ikke optimalt beliggende i den nuværende situation. Derfor omfordeler Kommuneplan 2020 arealer fra Stationsvej til Hvedevangen, med henblik på at lokalplanlægge for en udvidelse af området i 2020.
Byrådet ønsker endvidere at revitalisere den gamle Brugsgrund, som et attraktivt boligområde som også kan gavne hele byen, i et samarbejde med distriktsrådet og borgerne i byen.