Ryomgård

Ryomgård har naturskønne omgivelser med god adgang til rekreative områder. Byen er primært bosætningsby, og hjemsted for et af kommunens større erhvervsområder. Ryomgård tilbyder gode handels- og servicefunktioner, bl.a. dagligvare- og udvalgsvarebutikker, samt offentlig service i form af kommuneskole, institutioner, aktivitetscenter og ældrecenter. Desuden findes en privatskole, produktionshøjskole og et aktivt foreningsliv med flere veletablerede idrætsforeninger, samt et jernbanemuseum.

Byens butikker er placeret på Slotsgade og langs med Vestergade, mens stationsområdet fungerer som et trafikknudepunkt, hvor letbanen fra Aarhus mødes med bustrafikken mod Norddjurs. Byens funktioner, især foreningslivet, tiltrækker borgere fra oplandet, heriblandt Nimtofte og Pindstrup. I sommerhalvåret passerer mange turister gennem byen på vej til og fra Djurs Sommerland.

I forbindelse med letbanens åbning har byrådet gennemført en opgradering af stationen, med henblik på at udnytte de muligheder den kommende letbane giver for byen.

Ryomgård i fremtiden
Ryomgård har et potentiale for at udvikle sig som en attraktiv bosætningsby. Den primære byudvikling for bosætning vil finde sted mod nordøst, nord og vest. Byrådet ønsker at skabe en klar bymæssig afgrænsning til naturen således, at de natur- og kulturhistoriske værdier, der findes i bl.a. landsbyen Marie Magdalene og Ny Ryomgård, respekteres.

Ved stationsområdet vil ”den sorte firkant” i de kommende år blive revitaliseret som et attraktivt boligområde i midtbyen.

Der eksisterer en betydelig restrummelighed, og der er således ikke grundlag for at udlægge nye boligområder i kommuneplan 2020. Der er endvidere udlagt et perspektivområde i den nordøstlige del af byen.

Byrådet ønsker, at der skabes incitamenter for fortætning og fornyelse af det privatejede erhvervsområde syd for banen.