Mørke

Mørke har en positiv og stigende vækst i befolkningstallet. En udvikling, der kan tilskrives den centrale beliggenhed på Djursland, nærhed til Aarhus og 2 afgange i timen med letbanen.

Mørke er et attraktivt sted at bosætte sig for familier med et eller flere medlemmer, der arbejder i Aarhus. Mørke tilbyder god offentlig service i form af skole, børneinstitutioner, idrætsanlæg med hal og ældrecenter. Byen er desuden forsynet med to dagligvarebutikker og et stærkt foreningsliv.

Byen er delt af hovedvejen Ebeltoftvej - Randersvej. Boligområderne er overvejende placeret vest for hovedvejen med god adgang til skolen. De større erhvervsområder samt idrætsanlægget med hal er placeret øst for vejen. Erhvervsområderne har de seneste år oplevet en markant nedlæggelse og udflytning af arbejdspladser og funktioner. Der eksisterer derfor mulighed for anvisning af arealer til virksomheder.

Byområderne vest for hovedvejen er præget af flere grønne, offentlige områder, ligesom Gl. Mørke fremstår med sin oprindelige landsby-idyl.

I den seneste planperiode har der været gennemført en omfattende områdefornyelse- især langs hovedgaden, stationsområdet er blevet renoveret, der er planlagt for et nyt boligområde ved Lappedykkervej, og planlægningen for etageboliger og tætlave boliger ved Stationsvej er igangsat.

Mørke i fremtiden
Frem mod 2031 forventer Byrådet en stigende befolkningstilvækst i Mørke.

I den kommende planperiode vil der være fokus på at lokalplanlægge for nye boliger i Mørke Vest, og omdannelse/fortætning af tidligere erhvervsområder i Mørke øst, inden for de gældende kommuneplanrammer. 

Det vurderes, at restrummeligheden for boliger vil være tilstrækkelig til at dække behovet den kommende planperiode. Men hvis den nuværende tilflytning fortsætter som forventet, vil der være behov for nye udlæg i kommende kommuneplaner.

Med udgangspunkt i erfaringerne fra de kommende år, vil Byrådet frem mod næste kommuneplan vil afdække Mørkes langsigtede byudviklingsperspektiver, i samarbejde med byen.