Tved

Tved er en mindre landsby på Mols umiddelbart syd for Knebel Vig med ca. 220 indbyggere. Byen er har et velbevaret landsbymiljø, hvor blandt andet flere gårdanlæg præger bybilledet. Tved har til trods for nærheden til den større by Knebel bevaret sit eget liv og service. Landsbyen ligger lidt oppe i landet, mens Nedre Tved ligger ved Knebel Vig og domineres af kirken og præstegården. Kyststrækningerne i umiddelbar nærhed til byen udgør byens rekreative områder.

I forhold til sin størrelse har Tved en betydelig privat service med dagligvarebutik og slagter og dertil en del erhvervsdrivende og op imod et halvt hundrede arbejdspladser. De større, nærtliggende sommerhusområder ved Begtrup Vig og Skødshoved er en god base for byens dagligvarehandel. Byens forsamlingshus er centralt beliggende i byen og meget velfungerende. Det er her, Molsamatørerne opfører deres årlige revy.

Byens nyere boligområder ligger i den vestlige del af byen, og i det senest byggemodnede boligområde ved Agerhøjen er der fortsat grunde til rådighed for bebyggelse, og derfor udlægges ikke nye rammer til boligbebyggelse.