Pindstrup

Pindstrup bærer præg af de to store virksomheder, Pindstrup Mosebrug og Novopan, og de mange, mindre arbejderboliger er en markant del af byen. Byen er velholdt, men hovedgaden bærer dog præg af tung trafik og mindre velholdte boliger. Derfor igangsættes i 2019 et mindre områdefornyelsesprojekt, som gennemføres i et samarbejde mellem Syddjurs Kommuner og byens borgere.

Syd for den nu nedlagte jernbane findes det store erhvervsområde, hvor Novopan og Pindstrup Mosebrug har udviklet sig til driftige virksomheder. Pindstrup er kendt for sine to kirker; den katolske kirke og Pindstrup kirke med sin moderne kirkekunst. Desuden er Pindstrup kendetegnet ved en unik natur, blandt andet store mose-, skov- og hedeområder.
Pindstrup udgør et velfungerende bysamfund, der tilbyder offentlige og private servicefunktioner som dagligvarehandel, daginstitutioner, idrætshal, forsamlingshus og flere aktive foreninger. Derudover findes også heldagsskolen Pindstrupskolen og handicapcenteret Pindstrup Centeret. Byen betjenes af regionale busruter mellem Randers - Grenaa og Randers – Ebeltoft.

Pindstrup har et stabilt befolkningstal på omtrent 750 indbyggere. Virksomhederne Novopan og Pindstrup Mosebrug er en væsentlig faktor for fastholdelse af befolkningen i Pindstrup. Derfor bør der arbejdes for, at virksomhederne fortsat har mulighed for udvikling.

Byens nuværende identitet er tæt forbundet med mosebrugets historie. Derfor kunne en sikring og synliggørelse af de kulturhistoriske spor i byen styrke byens identitet.

Der er udlagt areal til blandet boligområde og boligformål i den nordlige del af byen. Ligesom der er udlagt arealer til boligformål ved kirken. Der er således fortsat rummelighed til de kommende års forventede boligbyggeri, og der udlægges derfor ikke nye arealer til byudvikling i denne kommuneplan.