Erhvervsudvikling og beskæftigelse

Et dynamisk erhvervsliv og et godt lokalt erhvervsklima er afgørende forudsætninger for at skabe vækst og udvikling i Syddjurs Kommune. En aktiv erhvervspolitik skal derfor bidrage til en stærk og bæredygtig økonomi, der kan styrke grundlaget for Syddjurs som fremtidens velfærdskommune

Fra lokal til global
Virksomhederne på Djursland har i de senere år udviklet sig fra at være lokale til at være globale inden for alle brancher og alle typer af virksomheder. Det stiller nye krav til virksomhedernes konkurrenceevne, og her er mobiliteten vigtig. Kunderne skal have har let adgang, og varestrømme skal kunne flyde optimalt. Virksomheden skal kunne rekruttere de rigtige medarbejdere fra hele den østjyske byregion. I et mobilitetsperspektiv betyder det, at der både skal være høj fremkommelighed og hurtig adgang til omverdenen, og gode betingelser for at medarbejdernes dagligdag fungerer.

Erhvervsudvikling
Den erhvervsmæssige vækst i Syddjurs foregår på mange fronter og hos alle typer af virksomheder. I Syddjurs Kommune har vi derfor på én gang det brede perspektiv på erhvervslivet samtidig med, at vi også vil fastholde fokus på vore særlige styrkepositioner som f.eks. hele værdikæden inden for fødevareerhvervet, de kreative virksomheder i Ebeltoft, de mange bygge- og anlægsvirksomheder i hele kommunen og det store antal af turismerelaterede virksomheder.

Derfor vil Byrådet skabe optimale rammebetingelser for erhvervsudvikling og understøtte iværksætteres og virksomheders bestræbelser på at udnytte deres muligheder både i og udenfor kommunen. Det skal ske gennem erhvervsvenlig myndighedsbehandling, erhvervsservice med fokus på øget vækst og jobskabelse og gennem samarbejde med andre lokale og regionale myndigheder og organisationer for en generel vækst i det østjyske vækstcenter og dermed i Syddjurs Kommune.

Erhverv og regionalt samarbjede
Nærheden til Aarhus er den vigtigste enkeltfaktor for Syddjurs Kommunes muligheder som såvel bosætnings- som erhvervskommune. Med nærheden til Aarhus, det østjyske vækstcenter og det overordnede motorvejsnet har Syddjurs Kommune en god geografisk beliggenhed for eksisterende og nye virksomheder. Dette vilkår deles imidlertid med flere andre kommuner i Østjylland, og konkurrencen om at fastholde og tiltrække virksomheder er hård.

Byrådet ønsker, at Syddjurs Kommune skal være en aktiv og attraktiv del af den østjyske byregion, og derfor engagerer kommunen sig aktivt i Business Region Aarhus. Business Region Aarhus træder stadig tydeligere frem som et nationalt vækstcenter, og området udvikler sig i stadig stigende grad til at blive ét sammenhængende lokaliserings-, bosætnings- og arbejdsområde – en funktionel byregion.

Erhvervsarealer

Tilgængelighed er en afgørende lokaliseringsparameter for de fleste virksomheder, og Byrådet ønsker, at Syddjurs Kommune kan tilbyde erhvervsarealer, der så vidt muligt tilgodeser erhvervslivets ønsker til en god lokalisering. Syddjurs Kommune råder over et varieret udbud af erhvervsgrunde for forskellige virksomhedstyper og med forskellige geografiske beliggenheder i kommunen, men gennem de senere år har der været en ændring i efterspørgselsmønstret efter erhvervsjord, idet virksomhederne lægger meget stor vægt på nærhed til Aarhus og hurtig adgang til motorvejsnettet.

Byrådet vil sikre, at udlæg af nye erhvervsarealer følger efterspørgslen, der er størst i den vestlige del af kommunen, hvor adgangen til den overordnede infrastruktur betyder gode transportmuligheder for såvel varer som arbejdskraft og en central placering i det østjyske vækstcenter. Byrådet vil endvidere sikre, at erhvervsudviklingen og udlæggene af erhvervsarealer sker i respekt for kommunens unikke natur og miljø - dette gøres blandt andet igennem miljøvurderinger og miljøklassifikationer af udlagte erhvervsarealer.
Syddjurs Kommune råder over et område på cirka 30 hektar langs Randersvej nord for Følle med umiddelbar adgang til motortrafikvejen, som er udlagt til erhvervsformål. Området er endnu ikke lokalplanlagt, da planprocessen vil komme til at foregå i tæt dialog med potentielle investorer og developere m.fl. Det er også planen, at erhvervsgrundene skal udstykkes efter købernes behov og ønsker, således at erhvervslivet selv har mulighed for at være med til at forme kommunens nye vækstområde.

Industri

Det er væsentligt, at der ved rammelægningen af erhvervsområder, er udlagt arealer, som friholdes for forureningsfølsomme anvendelser. Det drejer sig først og fremmest om konsekvenserne af en bolig i et erhvervsområde, som ikke er strengt nødvendigt for en virksomheds drift. Disse boliger kan blive årsagen til, at virksomheder, som godkendes efter miljøbeskyttelsesloven kapitel 5, bliver pålagt støjdæmpning efter miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for blandet bolig og erhvervsområder. Dette kan være begrænsende for virksomhedens daglige drift eller for dens fremtidige udviklingsmuligheder.

Der er i Syddjurs Kommune ikke udlagt arealer til virksomheder med særlige beliggenhedskrav. De særlige krav, som virksomheden har til beliggenheden, kan skyldes, at virksomheden har et højt forureningsniveau, eller at virksomheden er afhængig af nærheden til overordnede transportmuligheder eller recipienter. Det kan derfor være svært at udlægge arealer til denne type virksomhed uden en konkret henvendelse, da kravene til arealerne vil være forskellige alt efter, hvilken type af virksomhed der er tale om. Hvis det bliver aktuelt at skulle udpege arealer til virksomheder med særlige beliggenhedskrav, er det væsentligt at være opmærksom på drikkevandsinteresserne og spildevandskrav.

Turisme

Turisme som erhverv har en stor betydning for det samlede Djursland. Turismen i Syddjurs skaber liv og indtægter i lokalsamfundene og er med til at øge kendskabet til kommunens særlige kvaliteter og styrke vores image udadtil. Turisme skaber vækst, arbejdspladser og gode oplevelser for områdets gæster og borgere, ligesom turismen er med til at understøtte opretholdelsen af servicefaciliteter og en varieret detailhandel i byerne.

Turismen er i høj grad knyttet op på de særlige oplevelser og udflugtsmål i de turistrettede virksomheder, vores enestående natur og landskab, kystkulturen og kulturmiljøerne i blandt andet Ebeltoft. Byrådet ønsker at højne kvaliteten af vores turismefyrtårne til international klasse, styrke oplevelsesmulighederne forbundet med naturen, kulturen og landskaberne, og samarbejde med lokale og regionale turismeaktører med henblik på øget kvalitet og synlighed i vores turismetilbud.

Detailhandel

Butikker skaber liv i bymidterne, lokale mødesteder, kortere afstande til indkøb i dagligdagen – og arbejdspladser. De er derfor både en drivkraft for bosætning og erhvervsudvikling i Syddjurs Kommune. Byrådet betragter det som væsentligt af hensyn til fortsat bosætning at sikre grundlaget for den private service i form af detailhandel så lettilgængeligt for alle kommunens borgere som muligt.

Detailhandelens udvikling i Syddjurs Kommune reguleres gennem lovgivning og kommuneplanlægning, men møder også udfordringer i form af konkurrencen om kundegrundlaget fra Aarhus og andre større byer samt den voksende internethandel.
I Ebeltofts købstadsmiljø findes et bredt og varieret udbud af detailhandelsbutikker, der dog på grund af de mange sommerturister i nogle tilfælde skifter til et mere turistorienteret varesortiment eller holder vinterlukket. Rønde og Hornslet har ligeledes et bredere udbud af butikker og caféer, men er til gengæld udfordret af nærheden til og konkurrencen fra Aarhus.

Jo flere butikker, der er samlet på ét sted, desto større bliver deres samlede tiltrækningskraft for handlende, og jo mere levende og attraktive bliver bymidterne samlet set. Det er altså både i handelslivets, borgernes og Syddjurs Kommunes interesse at samle butikkerne så meget som muligt indenfor de enkelte byer. Derfor ønsker byrådet at fremme en tæt butiksstruktur i byerne, som kan understøtte og styrke det eksisterende handelsliv og potentielt tiltrække nye butikker. Det skal gøres gennem meningsfuld afgrænsning af områder i bymidterne, hvor detailhandel må placeres.

Uden for disse områder kan enkeltstående butikker etableres, når det drejer sig om dagligvarebutikker i områder med det nødvendige kundegrundlag og behov, eller butikker med salg af egne produkter i tilknytning til produktionslokalerne.

Byrådets målsætninger

  • Byrådet vil understøtte er dynamisk erhvervsliv og et godt lokalt erhvervsklima gennem en aktiv erhvervspolitik og erhvervsvenlig myndighedsbehandling.
  • Byrådet vil skabe optimale rammebetingelser for erhvervsudvikling gennem udbygning af fysisk og digital infrastruktur samt styrket mobilitet.
  • Byrådet vil sikre tilstrækkeligt med erhvervsareal til imødekommelse af efterspørgslen, herunder med særskilt fokus på korridoren til Aarhus.
  • Byrådet ønsker at styrke rammebetingelserne for turisterhvervet, herunder planlægge for mulighederne for udvidelse af hotelkapaciteten i kommunen.
  • Byrådet vil styrke oplevelsesmulighederne forbundet med naturen, kulturen og landskaberne, i samarbejde med lokale og regionale turismeaktører. 

Verdens-delmål

  • 8.9 - inden 2030 skal der udformes og gennemføres politikker, der fremme bæredygtig turisme, som skaber arbejdspladser og fremmer lokale kultur og produkter.